Musik

Dissing, Kleive og Reiersrud



Mandag d. 09. marts 2009 Kl: 19:30


Medlem: 0,00 kr.


Ikke medlem: 220,00 kr.


Billetsalg slut.
Bemærk: Koncerten foregår i Aarup Kirke, Kirkegade 11, 5560 Aarup

Få musikere har forstået at udfolde nye sider af sit talent som Povl Dissing samtidig med at han er trofast mod sine tidligere succeser. Og dem har der været mange af.

I 2002 kom der endnu en, da Dissing sammen med de to nordmænd, organisten Iver Kleive og guitaristen Knut Reiersrud, tog på kirketurne med koncerten ”Den signede dag”, hvor trioen fortolkede Grundtvigs velkendte salmer og sange.

Grundtvig, der selv stod for fornyelse inden for folkekirken, ville ganske givet have frydet sig over dette initiativ, der bygger bro mellem 1800-tallets salmebog og nutidens forventninger til spektakulære musikoplevelser. Koncerten bygger på cd’en ”Den signede dag” og fortolker Grundtvigs glade og hjertelige univers. Povl Dissing behøver ikke yderligere introduktion, men et par ord om de to andre.

Knut Reiersrud er et multitalent på guitar og har et hjerte, der banker for blues- og folk. Iver Kleive er uddannet klassisk organist og foruden arbejdet som organist i Oslo og som dirigent for Oslo Bach Kor, spænder hans musikalske udtryk sig over jazz, rock og symfoniske værker.

Koncerten forudsætter et kirkeorgel. Det har vi fundet i Aarup Kirke.

Koncerten arrangeres i samarbejde med Aarup Menighedsråd.