Hvis du har været til en Dana Fuchs koncert så ved du, at der her venter en ekstraordinær oplevelse.
Det har mange af os, for hun gæstede Industrien i april for 3 år siden, og gav et brag af en koncert.
Dana Fuchs er den store soulstemme fra New York. Med rødder i Florida, hvor hun sang gospel i det lokale kirkekor, har Dana Fuchs arbejdet sig op til at være et lysende talent i New Yorks rock- og bluesklubber.
Hendes musik ligger helt klart i forlængelse af den store soul og blues tradition fra Aretha Franklin, Janis Joplin og Etta James. Stemmen lever op til forbillederne og hendes selvskrevne sange rummer alt den personlighed der skal til, for at de bliver vedkommende.
Dana Fuchs har et meget velspillende orkester - og hun selv er alt fra en hvæsende, energisk furie til en blød, følsom engel på scenen. Hun fyrer den af, så publikum i den grad bliver blæst bag over - og revet med! - For hun har en stemme, som er af samme kaliber som Janis Joplins - og en feeling, der rør os!
Sidste gang ”væltede hun huset” og blæste os allesammen omkuld - så vi gik hjem med tilbagestrøget hår - da hun som en sangorkan sammen med sit band leverede sumpet og larmende bluesrock med dybe, dybe rødder i det sydlige USA, alt imens hendes hårrejsende vokal og lange krøller hvirvlede rundt i luften.
Vi kan kun sige: Gå ikke glip af dette!