Det er folk-pop på dansk! Folkeklubben er popsang til den tænkende hjerne og det bankende hjerte. Det er musik og tekst, der på poetisk vis tager stilling til den verden, som vers og omkvæd skal genlyde i.
Folkeklubben udgav d. 15. april 2013 debutalbummet ”Nye Tider”. Med radiosingler som den filosofiske ”Tænker Tit” og ”For Pengene”, der forener salmesang, modstandskamp og westernfløjt - samt undergrundshittet ”Fedterøv”, som har delt lussinger ud på spillesteder landet rundt og nu roterer på P3 - har Folkeklubben for alvor meldt sin ankomst på den danske musikscene.
Med sangen ”Bagmænd og Supertanker” har bandet 7 uger i træk ligget som nr. 1 på P3-hitlisten Det Elektriske Barometer, hvilket i juni bevirkede et lille stykke dansk hitlistehistorie, da bandet samtidigt med sangen ”Nye Tider” tonede ind på DR’s Dansktoppen.
De, der oplevede Folkeklubben på Tønder festivalen ved, at de ”væltede” telt 2 med deres musik - og der var fyldt med mennesker udenfor, som gerne ville have været inde og høre dem!
Der bliver gang i den, når Folkeklubben spiller op til koncert på Industrien! Vær klar til gode sange, stærk musik med et frisk pust - og en forrygende aften!