De allerstørste hits, som vi kender fra guitaristen og sangskriveren Poul Halberg’s hånd, er nu vendt tilbage til livescenerne med et helt nyt band - Poul Halberg & Friends. Repertoiret er håndplukket blandt de bedste sange fra de sidste 35 år - bl.a. fra Halberg Larsen, Ray Dee Ohh og egne solo albums.
I Poul Halbergs univers har den gode melodi altid været en vigtig rød tråd og netop nu - i 30-året for udsendelsen af hans ultimative 80’er klassiker ”Magi i luften” - drager han ud med en perlerække af sine bedste sange – tænk bare på ” Efterår”, ”Spiller et Spil”, ”Jeg vil la’ lyset brænde”, ” Elskes af dig”, ”Mandagsstævnemøde”, ”Brændende læber” og ”Do you really wanna leave me this way” ….man kunne blive ved…
Halbergs personlige mix af inspiration fra den amerikanske pop rock tradition og vores egen nordiske tone har gennem årene formet en helt unik stil, som har resulteret i en række legendariske evergreens - skrevet i samarbejde med nogle af vores bedste tekstforfattere : bl.a. Steffen Brandt, Elisabeth G. Nielsen, Lars Muhl og selvfølgelig Mona Larsen, som skrev langt den overvejende del af teksterne til Halberg Larsen. Og det kompositoriske samarbejde med hitmageren og produceren Michael Bruun var i høj grad brændstof til det lokomotiv, der forvandlede RayDeeOhh til en af de største pop-succes’er herhjemme til dato.
Og det er virkelig nogle mangeårige ”Friends” som er med på landevejen, når de kommer forbi Kulturhuset Industrien: Jette Schandorf spiller bas, Jan Sivertsen spiller trommer, Jørgen Kaufmann spiller keyboards - og Heidi Degn, der synger.
Og står der Halberg på plakaten, er der selvfølgelig også masser af god guitar i vente på en aften, hvor han sammen med sine Friends vil give sine bedste sange nye vinger .
Glæd Jer til et forrygende genhør!