Musik

LAURSEN - på scenen i Spil Dansk Ugen



Lørdag d. 03. november 2018 Kl: 20:00


Medlem: 115,00 kr.


Ikke medlem: 140,00 kr.


 

LAURSEN er et nyt, originalt indslag på den dansksprogede folk-pop-scene.

 

Den politisk engagerede og socialt indignerede sanger er ikke uddød. Og de gode fortællingers tid er endnu ikke ovre. – LAURSEN, en dansk sanger og sangskriver på vej - der det seneste års tid har budt på en række medrivende koncerter rundt om i landet.

 

Debutalbummet Nutidslevn udkom 1. juni 2018, og her serverer LAURSEN sammen med sit band, et forrygende og vedkommende bud på en af sin egen generations store fortællinger - når provinsen møder storbyen. -

Albummet er blevet anmeldt i musikbladet GAFFA i september hvor den fik 4 stjerner.

 

Med Nutidslevn genrejses samtidig den politisk engagerede og socialt indignerede folk-pop, når LAURSEN spidder velfærdsstaten, danskerne og hverdagen i et kærligt greb, hvor det er svært ikke at blive ramt.

 

Med sange som "Bonderøv i Hipsterklær", "Langt Væk Herfra" og andre, skriver LAURSEN sig ind i en stærk dansk sangskriver-tradion med sin autentiske og satiriske lyrik og en original stemme med betragtninger fra vores samtid, som brænder sig fast i bevidstheden.

 

På scenen bakkes LAURSEN op af Jack Kingston på mandolin/melodica og Markus Nederby på banjo. Live-oplevelsen er altid både nærværende og opruskende, når man som publikum inviteres med indenfor i de finurlige men genkendelige verdener, som teksterne udfolder.

 

Så hvis du nogensinde har solgt din sjæl til en kassefabrik eller prøvet at hanke lidt op i dig selv uden held – hvis du har undret dig over, hvorfor man ikke længere kan få pommes fritter i en idrætshal, og hvorfor de danske breve må levere sig selv – eller hvordan det i øvrigt kan være, at Skattefar ikke længere forsørger Moder Jord - så skulle du måske lytte lidt til LAURSEN!

 

Oplev denne danske sanger og sangskriver med sin trio – selvfølgelig på scenen i ”Spil Dansk Ugen”.

 

----------------------------------------------------------

 Vi har valgt at lave koncerten som en RåstofKoncert, så flere hører dem. Billetter til koncerten her kan derfor købes ganske billigt.