Lad os få det slået fast med det samme. Michel Belli er søn af Peter Belli, og det kan både høres og ses. Musikalsk er han ikke så langt fra det fædrene ophav med solide og traditionsbundne rocksange.
Michel Belli har spillet i mere eller mindre professionelle sammenhænge siden de tidlige ungdomsår. I starten var det mest den klassiske soul, der stod hans hjerte nær - men gennem ambitiøs udvikling af sin egen sangskrivning, er udtrykket i dag trukket over mod en både nærværende, melodiøs og både skarp og storladen rockmusik, med inspirationskilder som eks. David Gray, Coldplay, Eels og Jack White.
Michel Belli albumdebuterede i 2007 med det engelsksprogede album ”The Reason I’m Not Evil”. Debutpladen opnåede rigtig god rotation på bl.a. P4 og blev fulgt op af en stor landsdækkende turné.
2008 har også været et travlt år for Michel Belli, som kunne opleves live på turné sammen med Brian Mathiesen (Davenport) og Sara Grabow i projektet TROUBADOURS ON TOUR.
Michel Belli kommer til Industrien i en duoopsætning, så her er en fantastisk mulighed for at opleve en intim koncert, hvor sangene og kunstneren går op i en enkel helhed – nært og intenst!