10. april 2013 fyldte Nalle 70 år. Det fejrer den store stemme med et brag af en et år lang fødselsdagturné, hvor han også kommer forbi Aarup!
Med fornyet viljestyrke og en brændende lyst til musikken har Nalle ikke alene rejst sig fra livets rendesten - han har etableret sig som en af de største blues-stemmer, Danmark nogensinde har fostret.
Efter et liv med op og nedture ved Nalle om nogen, at livet skal leves - og ikke mindst fejres.
Derfor har Nalle sat hele 2013 af til at fejre sine 70 år, når han sammen med sine ”Crazy Ivans” er afsted på den et år lange fødselsdagsturné.
Omgivet af de uhyre velspillende Crazy Ivans – Henning Kaae på guitar, Ivan Sand på guitar og Dion Egtved på bas - er Danmarks mest autentiske bluesvokal endnu en gang klar til at indtage ind- og udland.
Gruppen har brugt de sidste par år på at turnere i Fjernøsten, Canada, Europa og Danmark, og resultatet er, at et af de mest slidstærke og velspillende bluesorkestre, landet har at byde på, er blevet endnu bedre!
Så mine damer og herrer, her er et godt oplæg til en svedig bluesaften med gode melodier tilsat et lækkert stænk rock’n roll! Kom og hør den gamle mand give den gas!