Peter Viskinde er manden bag to af dansk rockmusiks største succes’er; Som guitarist og medkomponist i det oprindelige Malurt i starten af 80’erne og som grundlægger, komponist, tekstforfatter og kreativ kraft i Big Fat Snake fra 1989 til 2009.
De seneste 10 år har Viskinde desuden gjort sig gældende som billedkunstner. Hans farverige og abstrakte malerier har høstet anerkendelse i ind- og udland. I 2011 designede han etiketten til den legendariske Carlsberg/Wiibroeøl, han blev udnævnt til årets kunstner af Århus Rådhus’ traditionsrige kunstforening, og hans værker pryder receptioner i firmadomiciler, på hoteller samt mange andre steder landet over.
Ved sine enestående solokoncerter spiller Peter Viskinde egne sange fra før og nu og fortæller om tankerne bag. Han krydrer numrene med anekdoter og løfter sløret for de kreative processer som komponist og igangsætter i musikkens og maleriets verden.
Du får en enestående mulighed for at komme tættere på Viskindes sange. Fra popklassikeren “Savner En Som Dig” over “No Peace Like In Heaven”, “Fight For Your Love“ og de seneste nye; “Song Of Love” og “Gold In Your Heart“…
Ved solokoncerterne backes Peter Viskinde op af kollegaen fra bandet, Steffen van Norde. Det faste crew sørger for at lyd og lys giver en total oplevelse. Et sobert setup, hvor Kulturhuset Industriens sal giver den perfekte ramme for disse intime ”tæt på sangene”-koncerter.