GRATIS ADGANG
”Musik På Industrien” arrangerer Aarup Singer-Songwriter Festival 2019, der afholdes den 27. juli fra 11.00 - 17.00 på Sanggaards Plads, lige overfor Kulturhuset Industrien, Bredgade 73-75 i Aarup.
Vi præsenterer et alsidigt program. Der er både landskendte og lokale singer-songwritere blandt de optrædende. Men kendetegnende for dem alle er, at de er dygtige og engagerede musikere.
Optrædende
Kl. 11.00 Morten Christensen
Kl. 12.00 Vingard Trio
Kl. 13.00 Select Captain Solo
Kl. 14.00 R. Noor
Kl. 15.00 Jan Olsen Trio
Kl. 16.00 Bo Evers
Første navn på festivalen er Morten Christensen, 36-årig sanger og sangskriver, bosat i Odense. Han har tidligere været med i flere bands, hvor han både har været forsanger og sangskriver. Her optræder han alene med sin guitar, og har netop udgivet sin første dansksprogede EP.
Bag pseudonymet Vingard finder vi den unge nordjyske sangerinde Tine Vingaard. Efter at have spillet 2 tysklandsturnéer og beriget utallige danske scener med sine nærværende sange, er hun nu klar til at spille på dette års Singer-Songwriter Festival i Aarup. Publikum kan se frem til en koncert med genkendelige melodier, svingende harmonier og solide rytmer.
Select Captain er det musikalske alter ego for sanger, sangskriver og guitarist Kristian Gaarskjær. Med et afsæt i den amerikanske sangskrivertradition, tager Kaptajnen lytterne med på et roadtrip gennem et fængende og skrøbeligt musikalsk univers, domineret af solide melodier. Select Captain er netop nu aktuel med sit 3. album: Off To Save The World.
Bag kunstnernavnet R.NOOR finder man Rikke Mølbæk Thomsen. Det er historien om en rodløs sangskriver, sanger og guitarist født i Ilulissat (Grønland), opvokset i det dansk/tyske grænseland og nu med afsæt i det nordjyske, spået som en af Danmarks mest lovende upcoming artister. - R.Noors store live-erfaring mærkes omgående. Det er lyden af ærlig, skandinavisk singer/songwriter tradition, med et tydeligt afsæt i det særdeles veludførte guitarspil.
Den karismatiske singer/songwriter Jan Olsens varemærke er hans rå & følsomme vokal og stemningsmættede sange i krydsfeltet mellem rock, blues & folk. - Som Trio sammen med den fænomenale guitarist Henrik Hylle og cajonspiller & mundharpevirtuos Poul Ewald, leverer Jan Olsen en unik og nærværende live-oplevelse.
Sidst men ikke mindst, afsluttes festivalen med Bo Evers, du kender sikkert hans karakteristiske kvækkende stemme. Han er en orddriblende trubadur og hans underfundige rim og skæve menneske-observationer er forfriskende og en oplevelse i sig selv. - Det er et gensyn med Bo Evers. Han gav i oktober 2018 - som mange sikkert husker - en fantastisk koncert med bandet Gypsy Vendetta på Industrien i Aarup.
Musik På Industrien opfordrer publikum, der ønsker at sidde ned, til selv at tage noget med at sidde på – da der ikke er stole til alle.
Der vil være en række boder på Festivalen, som man kan besøge.
Glæd jer til en fantastisk dag fuld af god musik på Sanggaards Plads i Aarup – hvor der er gratis adgang!