Den fantastiske blanding af musikalsk virtuositet og energi, som medlemmerne af TheOutsideTrack kan præstere, er sammen med deres kærlighed til canadisk, skotsk og irsk traditionel musik blevet modtaget med henrykkelse over hele verden. Og nu kommer de til Aarup!
Gruppen er vinder af ”Bedste live-gruppe” i både Irlands awards og i TIRs prisuddelinger. Senest er de også nomineret til en skotsk Trad Award 2013 som ”Live Act of the Year”! De regnes således blandt de bedste på den keltiske scene.
Med udgangspunkt i Skotland , Irland og Cape Breton , er gruppens fem medlemmer blevet forenet af deres kærlighed til traditionel musik og deres lyst til at skabe ny levende musik i traditionens ånd.
De blander ubesværet den traditionelle og moderne musik med en vindende livsglæde .
Gruppen består af Mairi Rankin på fiol, stepdance og vokal; Fiona Black på harmonika; Ailie Robertson på harpe og Cillian O’Dálaigh på guitar, stepdance og vokal. Senest er den anmelderroste sangerinde Aoife Scott, der er den næste generation af den legendariske Black familie (især er sangerinden Mary Black meget kendt i hele verden) fra Irland også kommet med på vokal, fløjte og bodhrán.
Så er du til keltisk musik, sange og dans, så kan denne aften have et indhold, der virkelig skaber glæde og god stemning - som vi kender det, når de keltiske musikere slår sig løs!
En god oplevelse venter ...!