Musik

Thomas Kjellerup



Lørdag d. 22. oktober 2011 Kl: 20:00


Medlem: 0,00 kr.


Ikke medlem: 175,00 kr.


Thomas Kjellerup er en af de få herhjemme, der magter at gå alene på scenen og fastholde og bevæge publikum en hel aften - kun bevæbnet med sin akustiske guitar og sine poetiske og stemningsfulde sange.
Med sine iørefaldende sange og sit milde væsen opbygger han en rigtig god stemning. Ikke på en finkulturel måde eller rundkredspædagogisk måde – men på en meget ligetil og jordnær og menneske-til-menneske måde. Gennem sine sange - og sine små fine oplæg til sangene - skaber han med den gode melodi, kombineret med den meningsfulde tekst, forbindelse til en gammel dansk musikalsk tradition, som også højskolesange og tidligere tiders viser, sange og folkemusik er dele af.
Siden hans første album udkom, er det blevet til 9 originalalbums med de velkendte, ørehængende og varme sange, hvoraf flere i dag står som langtidsholdbare klassikere: ”Hver morgen”, ”Stilfærdigt farvel”, ”Ved siden af mig”, ”Dage som denne”, ”Juliette” – og den måske mest kendte - ”Anni’s sang” for nu blot at nævne én håndfuld.
Thomas Kjellerups særkende er de enkle, stemningsfulde tekster og de smukke og utroligt iørefaldende melodier..
En aften med Thomas Kjellerup skaber noget af det ægte samvær, som vi alle går og søger.