Nyt fra Råstof til Industrien

Trioen Paul Banks, Kristian Jørgensen & Thor Backhausen fyrer op under Industrien i Aarup

Lørdag d. 02. april, kl 20:00

Entre: 125 kr. (Medlemmer: 100 kr.)


Lørdag d. 2. april får Industrien i Aarup besøg af trioen Banks, Jørgensen & Backhausen.

Spilleglæden er i højsædet i et udtryk som er umiskendeligt deres eget. En koncert med trioen kan byde på blues, samba, jazz standards, folk, gospel, originale kompositioner, ragtime og country. Stilen? … stilforvirring! Men bundet sammen af virtuos musikalitet og oprigtig spilleglæde.

Trioen består af Paul Banks på guitar og vokal, Kristian Jørgensen på violin og Thor Backhausen på harmonika.

Paul Banks har udgivet ti albums i eget navn og modtaget adskillige priser, bl.a. komponistforeningen DJBFAs hæderspris (1992) og to Danish Music Awards: Bedste Sangskriver (2001) og Årets Blues Album (2006). I 2006 blev han ligeledes valgt til Årets Danske Blues Navn. Han mestrer som få den vanskelige solistrolle - hans virtuose og medrivende guitarspil er et sandt one-man-band og derfor også velegnet som rytmegruppe i denne trio. Han spiller bl.a med Hanne Boel.

Som få har Kristian Jørgensen været i stand til at løfte arven fra store jazzviolinister som Stuff Smith, Svend Asmussen og Finn Ziegler. Han er dog allermest sin egen. Han er medstifter af Tango Orkestret, med hvem han har udgivet adskillige meget roste cd’er.

Som studiemusiker har Thor Backhausens orgel, klaver og harmonika bidraget til mange pladesucceser gennem årene. Han har desuden optrådt i mange forskelligartede sammenhænge: bl.a. Fessors Big City Band, Lone Kellerman og Rockbandet, Culpeppers Orchard, Anne Dorthe Michelsen, Nulle & Verdensorkestret, Small Talk og Anne Marie Helger.

Så det er en dynamisk trio fra den danske musikalske superliga, der besøger Industrien denne lørdag. Det bliver intenst, swingende og godt!

Der er således mulighed for at få en stærk musikalsk oplevelse for kun 125 kr.!

Billetter kan bestilles pr mail på billet@raastof-industrien.dk, bestilles telefonisk på Aarup Bibliotek (64 74 79 35), eller afhentes på Industrien i bibliotekets åbningstid.

Billetbestiling og bestilling af medlemskab på billet@raastof-industrien.dk eller
på Aarup Bibliotek, tlf 64 74 79 35.