Nyt fra Råstof til Industrien

Billy Cross Band sætter gang i Industrien i Aarup

Lørdag d. 7. maj, kl 20:00

Entre: 175 kr. (Medlemmer: 150 kr.)


Lørdag d. 7. maj får Industrien i Aarup besøg af den legendariske guitarist Billy Cross og hans band The Rebels Without Applause.

Ud over at Billy Cross selvfølgelig spiller guitar og synger – består bandet af Henrik Askou på trommer, Michael Sunding på keyboards – og Flemming Ostermann på bas.

Igennem snart 30 år har den sympatiske New Yorker, Billy Cross, med den karakteristiske guitarlyd haft en stor plads i danskernes musikalske hjerte. Og det har han stadig! Det skyldes ikke mindst, at han formår at formidle det bedste fra bogstaveligt talt forskellige musikalske verdener – fra blues til rock og fra New York til Nykøbing Falster.

Få kan som Billy Cross levere et liveshow, som både indeholder beskidt sydstatsblues, når det er allerbedst, klichéfri rock’n’roll, som Vor Herre skabte den - og ballader så inderlige, at selv englene får gåsehud. Alt sammen leveret med en energi og et overskud, som er lige så uforfalsket og smittende, som da Bob Dylan blev blæst bagud af Billy Cross i slut 70’erne, og efterfølgende tog Cross med i studiet og på turné verden rundt.

Billy Cross har igennem 3 årtier været en drivkraft i dansk musikhistorie både på koncertscener, bag studiemikrofonen og bag mixerpulten, hvor navne som CV Jørgensen, Anne-Dorte Michelsen, Henning Stærk, Johnny Madsen, Lars Lillholt og Søs Fenger alle har nydt mere end godt af hans unikke tilgang til musikken.

Men det er på live-scenen, at talentet og erfaringen kommer stærkest til udtryk, og når Billy Cross bliver sluppet løs her, så sker der medrivende musikalske ting og sager.

Med en forholdsvis ny solo-cd i bagagen indtager Billy Cross Industrien med et misundelsesvækkende repertoire bestående af klassikere fra Delta Cross Band, highlights fra to solo-cd’er og meningsfyldte afstikkere til hjemlandets klassiske rocksange. Der er på forhånd dømt ”gang i den” denne aften!!

Billetter kan bestilles pr mail på billet@raastof-industrien.dk, bestilles telefonisk på Aarup Bibliotek (64 74 79 35), eller afhentes på Industrien i bibliotekets åbningstid.

Billetbestiling og bestilling af medlemskab på billet@raastof-industrien.dk eller
på Aarup Bibliotek, tlf 64 74 79 35.