Nyt fra Råstof til Industrien


HJÆLP SØGES


Jeg kan dårligt huske hvor mange arrangementer der var på Industrien i 2002 eller 2003. I 2004 var der ni! I 2005 var der 16, I 2006 rundede vi 27 arrangementer, og det bliver helt sikkert ikke mindre i 2007, hvor det ordinære forårsprogram foreløbig tæller 15 arrangementer !!

Industrien er et ret enestående kulturhus i og med at såvel biograf- som koncertaktiviteter udelukkende drives af frivillige, og det på en måde, der fremkalder virkelig stor respekt langt uden for kommunens grænser og i alle kredse. Det være sig musikere, presse, agentbureauer eller det publikum, der kommer langvejs fra for at være en del af de aktiviteter, der stables på scenen i den gamle biograf.

Vi er i stand til at holde et aktivitetsniveau og en kvalitet, som mange langt større byer misunder os.

Personligt kan jeg ikke lade være med at vokse en lille smule inden i, når en popsmart københavnsk bookingagent ser vores foyer med billeder af alle dem der har gæstet Industrien siden ombygningen i 2000 og med vantro i stemmen udbryder: "Kan i have sådan noget kørende HER????"

Vi er stadig de samme få mennesker til at udføre alt det praktiske arbejde, der kræves for at få et maskineri i den størrelsesorden til at fungere, og jeg tror alle involverede er enige om, at 2006 var en sæson præget af for mange timers hårdt arbejde for at få det hele til at falde i hak. Det betød desværre at der var opgaver, der aldrig blev udført helt som vi gerne ville have gjort det...

Det skal vi have rådet bod på, så vi vil gerne opfordre DIG til at give en hånd med.

Opgaverne er talrige. Det kan f.ex. være barpasning, indkøb af øl, vand og vin, opstilling og nedpakning af anlæg, billetkontrol, skribentvirksomhed (anmeldelser, foromtaler, program, nyhedsmail), stoleopstilling, fotografering under koncerterne, vedligeholde hjemmeside, tegne sponsoraftaler, sætte plakater op, købe mad og anden kunstnerforplejning, og meget meget mere.

Helt konkret er vi ved at opbygge et net, der skal sørge for, at plakater bliver sat op rundt om i lokalområdet i forbindelse med koncerterne, så hvis du f.ex. bor i Ejby, Morud eller Glamsbjerg eller andre af byerne rundt om Industrien, vil vi meget gerne have din hjælp til at sørge for, at alle også der kan blive klar over, at der igen foregår noget på Industrien.

Har du lyst til at bruge lidt af din fritid på at være med til at bære en succes igennem, så send os en mail på info@raastof-industrien.dk og fortæl lidt om dig selv. Hvornår på dagen kan du? Kan du slæbe eller har du rygproblemer (til at slæbe anlæg kræves normalt et par stærke mandfolk)? Hvilke type opgaver har du lyst til, og hvor tit har du lyst til at deltage?


Med venlig hilsen

Råstof til Industrien
Erik Nielsen

Skal dit logo stå her?
info@raastof-industrien.dk
Skal dit logo stå her?
info@raastof-industrien.dk
Skal dit logo stå her?
info@raastof-industrien.dk
Billetbestiling og bestilling af medlemskab på billet@raastof-industrien.dk eller på Aarup
Bibliotek, tlf 64 43 23 43. Vi kan desværre ikke på Industrien tage imod DanKort