Nyt fra Råstof til Industrien

DM i standup


Tirsdag d. 30. januar, kl 20.00


Hvert andet år afholdes der danmarksmesterskaber i stand-up. Dette mesterskab er genrens fødekæde, der er med til at sikre, at der hele tiden tilføres frist blod og friske pust til den danske stand-up scene.

Top-3 fra det sidste mesterskab er nu på en turne rundt på landets klubscener, og på tirsdag, d. 30. januar, er det Industriens tur til at få smidt de unge, friske og frække stand-up komikere lige i ansigtet. Råt og ucensureret - med latterkramper og røde ører i kølvandet.

Til at følge det nye kuld rundt i landet har vi den afgående mester, Mads Brynnum, der allerede har videregivet sit bedste råd til den nye mester: "Udnyt titlen skamløst!".

Mesteren: Elias Ehlers

Elias er 21 år og født og opvokset i Holstebro, hvor han for første gang stillede op til DM i år - og vandt.

Han tog førstepladsen på et gennemarbejdet materiale med mange små, hurtige jokes.

Elias startede sin stand-up karriere d. 16. februar 2005 kl. 23.15 på Comedy Zoo i København.

Han har altid vidst, at han ville følge et kunstnerisk spor, og til stor glæde for de kommende års stand-up publikum opdagede han, at stand-up var den "reneste" kunstneriske form.

"Hvad er sjovt?"
Det er sjovt, hvis man laver noget, der er så irrationelt, at man kan tillade sig at sige alt. Og så er det sjovt at sætte ting sammen, som ikke har været sat sammen før. Og så synes jeg, at Torben Chris er sjov.

Nr 2: Thomas Warberg

Thomas er 21 år. Han er født og opvokset i Toftlund 20 km fra Vojens.

Andenpladsen tilfaldt Thomas på et særdeles stramt show.

Thomas startede sin karriere i januar 2005, mens han gik på teaterskole.

Her havde han opdaget, at han bedst kunne lide selv at bestemme. Han oplevede, at på en stand-up scene kunne man det, som han savnede ved det traditionelle skuespilleri (traditionelt skuespil), nemlig interaktionen med publikum.

"Hvad er sjovt?"
Torben Chris er sjov og prutter og atombomber. Det er det, der er "rigtigt", der er sjovt.

Nr 3: Torben Chris

Det var tredje gang, at Torben stillede op til DM - denne gang med en tredjeplads som resultat.

Hans store force til DM var et sammenhængende sæt med en rød tråd igennem det hele.

Den 29-årige Torben er født og opvokset i Give.

Han er uddannet lærer, men er for nylig flyttet til København for at koncentrere sig om stand-uppen, så nu arbejder han som pædagog.

Han startede som stand-up komiker i august 2003, fordi han syntes, at der var så mange sjove ting, som ingen sagde noget sjovt om.

"Hvad er sjovt?"
Jeg er sjov! Det primitive er sjovt!


Skal dit logo stå her?
Så kontakt info@raastof-industrien.dk
Skal dit logo stå her?
Så kontakt info@raastof-industrien.dk
Skal dit logo stå her?
Så kontakt info@raastof-industrien.dk
Billetbestiling og bestilling af medlemskab på billet@raastof-industrien.dk eller på Aarup
Bibliotek, tlf 64 43 23 43. Vi kan desværre ikke på Industrien tage imod DanKort