Nyt fra Råstof til Industrien

Thomas Buttenschøn

Koncert på Industrien

Fredag d. 18. april kl 20.00

Entre: kr 180


Support: Annika Aakjær

Til koncerten får vi opvarmning i form af en af de meget spændende unge kunstnere, Annika Aakjær, der om tre uger udgiver sin de debut-cd, "Lille Filantrop".

Undertegnede havde fornøjelsen af opleve hende på Dexter for et par uger siden, hvor hun gjorde et stærkt indtryk, alene med sin guitar, sine sange, sit flammende viltre hår og sine skarpe meninger. Der er utrolig meget Pippi Langstømpe over Annikas sangskrivning, fortryllende måde at synge på og hele udstråling, og hjemme hos os er Pippi altså en helt!

Annikas sange er på alle måder både dybt charmerende, indtagende og stærkt utilpassede, og arrangementerne er overraskende og friske. Fra scenen tordnede den spinkle lille pige med det ildrøde hår med et lumsk smil mod publikum: ”Jeg stopper ikke med at spille, før I holder kæft!!” Jo, Annika fyldte sandelig egne strømpebukser ud, og som Pippi var hun totalt cool og vanvittig morsom.

Hør prøver på Annika's musik på hendes myspace-side

Thomas Buttenschøn

Thomas Buttenschøn delte vandene, da han albumdebuterede i efteråret 2006. Mange blev øjeblikkeligt forelskede i den glade unge spillemand, mens andre fik myrekryb over hans mildt sagt ekspressive sangstil.

Nu er Buttenschøn på turne i kølvandet på hans dugfriske CD, "Billeder fra min baggård", en kende mere eftertænksom og med knap så løse stemmebånd, om end han heldigvis ikke har glemt sin forrygende falset eller de bevidst halvt haltende versefødder.

Når Thomas Buttenschøn går på scenen med sit stadigt voksende hår, kan man altså ikke andet end blive glad i låget, og hans uimponerede glade tilgang til eget materiale er ganske enkelt intet andet end dybt charmerende. Man må være tonedøv og farveblind for ikke at kunne se og høre Buttenschøns indiskutable talent. Thomas Buttenschøn er et af de største talenter på den danske musikscene pt, sådan er det bare!

Så lad os mødes til en fest, hvor der bliver rig lejlighed til at skråle med på "Smukkere end smuk" og "Fantastiske mandag"

Thomas Buttenschøn har selvfølgelig også en myspace-side, hvor du kan høre en god håndfuld numre fra hans nye CD. På vores egen hjemmeside http://www.raastof-industrien.dk vil du også i den næste uge op til koncerten blive mødt af prøver på Thomas' musik.

Billetter kan bestilles pr mail på billet@raastof-industrien.dk eller købes på Industrien i bibliotekets åbningstid.

Skal dit logo stå her?
Så kontakt info@raastof-industrien.dk
Billetbestiling og bestilling af medlemskab på billet@raastof-industrien.dk eller på Aarup
Bibliotek, tlf 64 43 23 43. Vi kan desværre ikke på Industrien tage imod DanKort