Nyt fra Råstof til Industrien

Kulturelt Samråd og Tobaksgaarden rykker ud af huset


Industrien og Tobaksgaarden bliver af mange omtalt som modsætninger og opfattes ofte som værende i en eller anden grad af krig. Intet er mere forkert – og nu arrangerer de to kulturinstitutioner en fælles koncert på Galleri Bredlund i Vissenbjerg.

Kulturelt Samråd, der arrangerer koncerterne på Industrien, og Tobaksgaarden har i det sidste års tid været i en tæt og hyppig dialog ud fra et fælles ønske om at sikre så stort og nuanceret musikudbud til alle borgere i Ny-Assens kommune.

Der har været talt meget om kulturelle fyrtårne. Hos nogen har det ligefrem givet en frygt for en centralisering af de kulturelle udbud til kun at ske på Industrien og Tobaksgaarden.

”Vi vil gerne gøre vores til at kulturen kan skinne overalt i den ny kommune. Vi har nogle ressourcer, kontakter og erfaringer, der gør, at vi nemmere end de fleste kan stable koncert-arrangementer på benene, ligesom at vi begge har talstærke støtteforeninger, der gør at vi hurtigt kan nå et stort antal musikinteresserede mennesker.

Vi er derfor enige om lejlighedsvis at tilbyde koncerter uden for hhv. Industrien og Tobaksgaarden.

Det må ikke kunne opfattes som kulturimperialisme. Vi vil ikke ”løbe med det hele”. Det er derfor vigtigt for os, at arrangementerne laves i samarbejde med lokale kræfter. For os er det engangs-arrangementer, men det er afgjort vores håb, at disse lokale kræfter vil fortsætte med at lade kulturen skinne og musikken lyde…” - siger de to arrangører Erik Nielsen og Lasse Tajmer samstemmende.

Det første fælles projekt bliver lørdag den 9. september kl. 20 på Galleri Bredslund, Bredlundvej 22 i Vissenbjerg i form af en koncert med den irske duo Maurice Dickson og Al Cooper. Koncerten arrangeres i samarbejde med Galleri Bredlund og kommer til at foregå i billedkunstneren Karen Marie Holm’s atelier og maleriudstilling.


Maurice Dickson & Al Cooper på Galleri Bredlund


Lørdag d. 9. september kl 20.00


Maurice Dickson startede sin musikalske løbebane med sit eget bluesband i Nordirland sidst i 80’erne, men blev med tiden mere og mere optaget af akustisk folke- og bluesmusik. Med fem soloalbums og et utal af koncerter på folk-festivaler i både Europa og USA bag sig, er Dickson i dag en rutineret og talentfuld guitarist og singer/songwriter. Hans velskrevne sange rummer både humor og alvor, og den musikalske stil ligger et sted mellem folk og blues, men med klare irske rødder. Med sig på scenen på Galleri Bredlund har Dickson violinisten Alan Cooper.

Billeter a kr 110,00 købes på Vissenbjerg Bibliotek, Industrien og Tobaksgården.