Nyt fra Musik På Industrien

Singer Songwriter Festival, på Sanggaards Plads
Lige midt i Aarup

Lørdag d. 30. juli kl: 11:00 til 17:00

Gratis adgang

 

Trods regn og blæst, blev Singer Songwriter Festivalen i 2021 - en dag vi husker, for den gode musik og det høje humør – og som blev gennemført trods conaregler.

 

I år - 2022 - vil der igen blive en Singer Songwriter Festival i Aarup - uden coronaregler.

 

Det er ”Musik På Industrien” der arrangerer festivalen, og som har sammensat et program for dagen. Der er både landskendte og lokale singer-songwritere blandt de optrædende.

Men kendetegnende for dem alle er, at de er dygtige og engagerede musikere.

 

 

 

Optrædende

 

Kl. 11.00 Børnebanditterne
Kl. 12.00 Claus Dencher
Kl. 13.00 Color, The Blind - duo
Kl. 14.00 Nanna Larsen
Kl. 15.00 Anton Lundsgaard - trio
Kl. 16.00 Erik Grip

 

 

Vi sætter fokus på børneunderholdning, da vi starter med Børnebanditterne. Det bliver et dejligt gensyn, da de spillede på Industrien i 2019. Børnebanditterne spiller egne numre skrevet til børn fra børnehavealderen og opefter. Børnebanditterne spiller nyskrevet børnemusik, der spænder over mange forskellige genrer.

 

 

Efter børnekoncerten vil der være kreativ aktivitet for børnene. Workshop for børn som har lyst til at arbejde med selvhærdende ler. Børnene får hjælp af professionelle kunstnere. Workshoppen er i rimelig nærhed af scenen, hvor der er ”levende” musik og aktive musikudøvere - tænkt som inspirationskilde.

 

 

Børnekoncerten bliver efterfulgt af Claus Dencher, der er en autentisk singer-songwriter. Claus er tidligere sanger, sangskriver og guitarrist i bandet Tankens Bager. Til solokoncerten vil man kunne opleve et udtryksfuldt akustisk guitarspil. Han er aktuel med nyt album - “You” - der udkommer i juli 2022.

 

Color, The Blind - skabt af sanger og sangskriver Daniel Bæk - leverer musik, som hører til et sted mellem indiefolk, country og americana. Her stiller han op som duo med Emil Overmark Jensen. - Der bliver gensyn den 1. oktober 2022, hvor hele bandet Color, The Blind, spiller en RåstofKoncert på Industrien.

 

Næste kunstner er Nanna Larsen, som er et forholdsmæssigt ubeskrevet blad for mange, men hun har i mange år turneret rundt i europa og spillet sine sange på klubber og spillesteder. Sammen med tourveteran Ivan Pedersen, har Nanna skrevet og indspillet nye og fantastiske sange, som de to sammen vil fremføre på en tour i efteråret 2023. - Vi vil få nogle smagsprøver på de nye sange.

 

Anton Lundsgaard, den lokalt boende kunstner, sanger og musiker - er gået solo med egen musik. Han har tidligere spillet i bandet Ramasjang. Anton har udgivet nyt album med eget band i juli i år. Hør hans spritnye musik på dagen.

 

 

Erik Grip - Sanger og Komponist - dansk visesangs Grand Old Man – afslutter dagen.

Stadig turnerende med primært egne sange, tolkninger af danske viser og digte samt morsomme anekdoter. Et levende kunstnerliv med mange udtryk.

Hvem kender ikke ”Velkommen i den grønne skov”, Åbent Landskab”, ”Rose skal vi danse”, ”Det er i dag et vejr” og ”En dejlig dag” – blot et udsnit af de mange populære sange fra Erik Grips side. Formidling af historier og sange med indhold er et hædersmærke.

 

Erik Grip besøgte Industrien i foråret 2022, hvor han gav en mindeværdig koncert, som mange vil huske.

 

 

Mad og drikke

 

Der vil være mulighed for at købe nogle forfriskninger - mad og drikke.

 

Musik På Industrien vil sørge for stole til de fleste.

 

Glæd jer til en fantastisk dag fuld af god musik på Sanggaards Plads i Aarup – hvor der er gratis adgang!

 

 

Yderligere information om festivalens optrædende og videoer kan ses på Musik På Industriens hjemmeside: her

 

  -------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Vel mødt til koncerter på Kulturhuset Industrien i Aarup!

 

Arrangør ”Musik På Industrien”. 

HJEMMESIDE: mpia.dk

 

FACEBOOK: - https://www.facebook.com/MusikpaaIndustrien/

 

RÅSTOF: Medlemskab af støttegruppen ”Råstof” koster 100 kr. årligt.

Medlemmer får altid mindst 25 kr. i rabat på billet til koncerter.

Assens K og Kunstfond Hotel Aarup Kro Spacer Hvid
Bryggeriet Vestfyn
Spacer Hvid
Billetkøb direkte fra vores hjemmeside: www.musikpaaindustrien.dk