Nyt fra Råstof til Industrien

Tommy Kenter på Industrien

Søndag d. 22. februar, kl 20:00

Entre: 260 kr


Nonsenskomik på højeste plan

Tommy Kenter er umulig at sætte i bås. Siden han startede karrieren som 11-årig i Cirkus Buster har han med held prøvet grænser af over alt inden for teater, musik, revy, film og tv. Lige for tiden spiller han f.eks en overbevisende retpsykiater Jørgen Boas i DR's livvagterne.

Alle kender og elsker Tommy Kenter. Det skyldes to ting: Dels er han en gudsbenådet skuespiller og entertainer, dels besidder han en sjælden blanding af folkelighed og virtuositet. Og det er måske derfor, at det altid ender med succes, når Kenters navn er på rollelisten.

Han har gennem tiden også skabt et væld af herlige figurer.

Tænk bare på fru Christoff, som han udødeliggjorde sammen med Per Pallesen i "Dansk Naturgas". Og så er der jo den komplet utålelige Rudy S. Kleutzner, som vi jo alle sammen elsker.

Og selvfølgelig revy-tragikeren Alf Velling, der her på YouTube kan ses læse op af telefonbogen.

Også i den helt modsatte grøft - i visetraditionen - har Tommy Kenter mange strenge at spille på. Således var der - selvfølgelig - dømt succes, da han i en hel TV-udsendelse sang en række Oswald Helmuth-viser. Ved samme lejlighed viste han også sit store talent for at spille en rolle til fuldkommenhed.

At Tommy Kenter akkompagneres af Esben Just på klaver er kun en yderligere garanti for et top-professionelt show.

Det bliver eneste chance for at opleve Tommy Kenter på Fyn i denne omgang, når han på søndag d. 22. februar står på scenen på Industrien i Aarup.

Billetter kan bestilles pr mail på billet@raastof-industrien.dk, bestilles telefonisk på Aarup Bibliotek (64 43 23 43), eller afhentes på Industrien i bibliotekets åbningstid.

Skal dit logo stå her?
Så kontakt info@raastof-industrien.dk
Billetbestiling og bestilling af medlemskab på billet@raastof-industrien.dk eller
på Aarup Bibliotek, tlf 64 43 23 43.