Nyt fra Råstof til Industrien

Jesper Klein og Anders Errboe

Lørdag d. 13. marts, kl 20:00

Entre: 180 kr


Vi er mange, der gennem tiden har moret os gevaldigt, når Jesper Klein dukkede op på TV-skærmen. Hvad enten det nu var i en julekalender, i Klyderne sammen med Jess Ingerslev og Tom McEvan - eller i den helt gakkede teaterforestilling Svend, Knud og Valdemar.

Lørdag d. 13. marts er man sikker på masser af grin, når Jesper Klein dukker op på Industrien i Aarup sammen med Anders Errboe fra Østjydsk Musikforsyning.

De kalder sig Ø-Duo. Bag det spøjse navn gemmer sig den kendsgerning, at Jesper Klein og Anders Errboe har en fælles interesse for musik og mindre danske øer! Det er klart nok, at musikken spiller en vis rolle i deres show, men hvilken betydning dét med interessen for øer har for deres show, må tiden vise, men der skal nok være nogle snedige og humoristiske pointer.

Selv siger de to om deres show, at de vil optræde uden sketches, uden dans og uden omklædninger. Derimod med opbyggelig tale, nyttige oplysninger om oversete instrumenter, iørefaldende musik og sange fra i forgårs. Og de bedyrer endvidere, at de aldrig vil nedlade sig til uhøviske ord, men nok nogle skæve toner.

Men det kan man også komme langt med. De to herrer er i hvert fald draget på turné i det ganske land!

Det ser ud til at blive en råhyggelig og lun aften – med både musikalitet og glimt i øjnene – når Jesper Klein og Anders Errboe er på slap line med spil og ord!

Billetter kan bestilles pr mail på billet@raastof-industrien.dk, bestilles telefonisk på Aarup Bibliotek (64 43 23 43), eller afhentes på Industrien i bibliotekets åbningstid.

Skal dit logo stå her?
Så kontakt info@raastof-industrien.dk
Billetbestiling og bestilling af medlemskab på billet@raastof-industrien.dk eller
på Aarup Bibliotek, tlf 64 43 23 43.